Sitemap
STOP AIDS : Mogens Capranis 25 års jubilæum
Hjem Nyheder og arkiv Artikler

Mogens Capranis 25 års jubilæum

Mogens Capranis 25 års jubilæum


AKTIVISTEN, ARKITEKTEN & DE 18.750 SUCCESSER
Den 1. april 2012 kunne souschef Mogens Caprani fejre sit 25 års jubilæum i STOP AIDS. Jubilæet blev fejret med nye og gamle kolleger til en herlig reception tirsdag d. 10. april.
Nedenfor kan du læse Mogens' jubilæumsskrift.


AKTIVISTEN
Det er sommeren 1986. En flok bestyrelsesmedlemmer og aktivister fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) er samlet på Tidens Højskole i Hørsholm, hvor de netop har deltaget i International Lesbian & Gay Associations møde.
Flokken er blevet tilbage for at tale om, hvad man skal stille op med den mystiske sygdom, der er dukket op, og som slår bøsser ihjel. Selvom oplysningerne er sparsomme, og sygdommen endnu ikke er særligt godt belyst, er de tilbageværende enige om, at man ikke kan sidde med hænderne i skødet. Man må forberede sig på at bekæmpe sygdommen - og således bliver den første skitse over organisationen STOP AIDS tegnet.
En af deltagerne er Mogens Caprani - 37 år, uddannet arkitekt og på det tidspunkt aktivist på LBL’s radiokanal, Radio Rosa.

Den frivillige myretue
Mens LBL og de involverede aktivister i AIDS-arbejdet kigger sig om efter finansiering, er al aktivitet nødt til at foregå på frivillig basis. En hær af frivillige skal mobiliseres.
PAN Disko i Knabrostræde lægger derfor lokaler til et stort informationsmøde i løbet af efteråret 1986. Over 100 interes-serede møder op, og Mogens får samlet otte frivillige til en PR-gruppe og tager dermed sit første skridt mod at lede STOP AIDS’ kampagne-indsatser gennem de kommende mange år.

Det er også i løbet af efteråret 1986, at udviklingen i AIDS-epidemien og Mogens og de andre dybt engagerede aktivisters hårde arbejde får Københavns Kommune til at træde til – foreløbigt med en 2-årig bevilling. Mogens, der allerede knokler flere timer om ugen får sin første kontraktansættelse i STOP AIDS-Kampagnen pr. 1. april 1987. Opgaven er at lære bøsserne at sige kondom – og ikke mindst bruge det!

ARKITEKTEN
De første år frem til midten af 90’erne er særligt barske, men også præget af stor entusiasme. De, der er aktive i bekæmpelsen af AIDS – ansatte såvel som frivillige – rykker tættere sammen og kæmper det bedste, de har lært. Alle kender de nogen, der er døde.

På grund af AIDS bliver bøsser lagt for had verden over, og Mogens ser sygdommen som en bombe af den værste slags: Den truer med at eksplodere i hovedet på den seksuelle frihed, der er opstået gennem de seneste årtier. Derfor er han – trods den meget nærværende sygdom og død i miljøet – med til at anlægge den sexpositive tilgang til forebyggelsen, som stadig kendetegner STOP AIDS i dag. Som en idérig og humoristisk spydspids, har Mogens ledet organisationens kampagner uden brug af løftede pegefingre.

Mere specialiseret forebyggelse
Det er også i de første år af 90’erne, at man begynder at lave de første sexlivs-undersøgelser for at blive klogere på målgruppens sexliv. Konklusionen er, at Mogens og hans kolleger har øget bøssernes viden om smitteveje og lært dem at sige kondom, men det kniber dog stadig med at bruge det.
Med den øgede viden bliver Mogens hele tiden motiveret og inspireret til at arbejde mere og mere professionelt, og på den måde har Mogens nu igennem 25 år bidraget til, at den danske hiv-forebyggelse konstant har udviklet sig og er fulgt med tiden. Derfor er det ikke overraskende, at kolleger bl.a. betegner ham som ’rygraden i STOP AIDS’ og arkitekten bag den måde, der bliver lavet kampagner på.

... OG DE 18.750 SUCCESSER
3 - måske 5 år, så vil der nok være en behandling; en vaccine. Sådan var forventningen til udviklingen blandt Mogens og kollegerne. Så da Mogens for godt 25 år siden underskrev sine første kontrakt som ansat i STOP AIDS, tænkte han, at AIDS var en forbigående affære, og at han derfor et par år senere ville kunne vende tilbage til sin karriere som arkitekt. Sådan skulle det dog ikke gå. Mogens’ 25 års jubilæum vidner desværre om en sygdom, der er sværere at få bugt med end som så. MEN!

Mogens’ 25 års jubilæum vidner også om en ildsjæl, der i begyndelsen af 90’erne traf et helt bevidst valg: At fortsætte sit store engagement i hiv- og AIDS-sagen fremfor at vende tilbage til arkitektfaget. Med en arbejdslivslang dedikation har Mogens oplevet lidt af hvert af både op- og nedture.

De fleste er nok dybt taknemmelige over, at Mogens valgte at dedikere sit arbejdsliv til fortsat og ufortrødent at på arbejde hver dag og give kampen mod hiv og aids endnu et nøk under devisen "3 succeser om dagen". Rundt regnet bliver det til 18.750 plus det løse i løbet af 25 år.

Godt gået Mogens – og 1.000 tak for indsatsen!
ADRESSE AMAGERTORV 33 3.SAL POSTBOKS 190 1006 KØBENHAVN K TELEFON 33 11 29 11
E-MAIL STOPAIDS@STOPAIDS.DK
Credit