"Han knepper mig rimeligt vildt. Da vi har bollet færdig, bliver jeg meget i tvivl om, hvorvidt han havde kondom på al den tid, han bollede mig. Og da jeg spørger ham, om han er hiv-smittet, og han svarer: "Ja, det mener jeg nok, jeg er", får jeg det virkelig ubehageligt.

Efter en del overvejelser tager jeg på Rigshospitalet, hvor jeg kommer i PEP-behandling".

Rune, som her fortæller, hvordan han oplevede fire uger i selskab med den behandling, som hiv-smittede skal tage for evigt, er i midten af 20'erne, og har netop fået svar på den sidste hiv-test efter at have afsluttet behandlingen.

Her fortæller han hvad der ledte til PEP-behandlingen:

Jeg er i et darkroom i en homobio og cruiser lidt rundt, som man nu gør. Kikker på fyrene, føler mig lidt frem og er selv ret liderlig. I en af krogene finder jeg den her fyr, der ser godt ud, og som har en rimelig massiv pik - det er virkelig en pik, der vil noget. Ham ku' jeg godt tænke mig at blive kneppet af.

Jeg lægger mig på knæ og sutter pik på ham. Vi kysser lidt og går ud et sted, med mere lys, hvor folk kan se, hvad vi laver. Der kommer hurtigt en kødrand, som står og ser på. Jeg sutter igen pik på ham. Giver ham kondom på, hvorefter han knepper mig vildt. Undervejs trækker han sin pik helt ud og putter den ind igen.

Efter at jeg er kommet, vender jeg mig om og vil gerne have ham til at komme - eftersom den åbenbart ikke er gået på ham endnu. Da jeg drejer mig rundt, synes jeg, at han står og griner lidt fjoget med kondomet i hånden. Og jeg spørger ham så, om han har haft kondom på hele tiden, fordi jeg synes, det er mærkeligt, at han har fået kondomet af så hurtigt. Han svarer ja. Jeg tager det, han siger, for gode varer, og sutter pik på ham.

Er du smittet?
Så spørger jeg ham, om han er hiv-smittet. Og han svarer: "Ja, det mener jeg nok, jeg er". Jeg kan ikke huske ordret, hvad han sagde, men jeg kan huske, at jeg stod tilbage med en fornemmelse af, at han antydede, at han med den adfærd, han har, godt kan være smittet, men at han ikke ved det med sikkerhed.

Da jeg senere på aftenen får at vide, at han rent faktisk er smittet, bliver jeg mere og mere usikker. Og jeg er bange, da jeg tager hjem. På vejen ud af baren tager jeg en folder om PEP.

Da jeg kommer hjem, sætter jeg mig og læser den grundigt. Efter at have læst den, tager jeg et bad i forsøg på at prøve at slappe af og få nerverne ned. Men jeg kan ikke få ro i sjælen. Mens jeg står og tørrer mig, tænker jeg: "Nej kraftedeme, nu tager jeg på Rigshospitalet og prøver at få en PEP-behandling". Så læser jeg endnu engang folderen igennem og tager den med mig.

På Riget
Da jeg endelig står på afdeling M på Rigshospitalet, er klokken vel blevet tre om natten. Jeg fortæller den vagthavende læge, hvad der er sket. Efter at vi har snakket lidt sammen, siger han, at det lyder som om, jeg godt kan få en PEP-behandling.

Han henter piller og nogle papirer, hvori der beskrives, hvordan jeg skal tage pillerne. Han giver mig piller til et par dage og siger, at jeg om to dage skal komme op til en almindelig tid på ambulatoriet, hvor jeg så får mulighed for at snakke det hele ordentligt igennem med en læge, og hvor jeg får resten af pillerne og også får taget en hiv-test.

Da jeg første gang tager pillerne tænker jeg på bivirkningerne og frygter dem, da der i de papirer, der følger med pillerne, bliver beskrevet mange ubehagelige bivirkninger. Der er stort set ikke den bivirkning, man ikke kan få. Jeg frygter virkelig, at jeg nu skal ligge syg i længere tid, da jeg har hørt, at nogle bliver meget syge, når de starter på kombinationsbehandlingen. Og da det jo rent faktisk er en kombinationsbehandling, jeg er sat på i fire uger, frygter jeg, at der vil ske det samme for mig.

De første gange, jeg tager pillerne, tænker jeg en del på, om jeg er blevet smittet eller ej. Men den angst er i virkeligheden nok stærkest og hårdest i de timer, der går, fra jeg har haft sex med fyren, og til jeg starter behandlingen. Da jeg først har slugt de første piller, og da der er gået en tre-fire dage, er jeg ikke længere i krise. Herefter har jeg det lidt sådan, "puh, reddet". Jeg har fornemmelsen af, at jeg gør, hvad der kan gøres.

Dog kan jeg huske en aften, hvor jeg er ked af det, og hvor jeg får tårer i øjnene, da jeg tænker på mig selv og min kæreste. Det er en aften kort tid efter, at jeg er startet på behandlingen, hvor jeg sidder og taler med en god veninde om, at jeg er på PEP.

Derudover har jeg det ikke så meget med at være bekymret, det orker jeg ikke. Det er måske også grunden til, at jeg rimelig hurtigt får overbevist mig selv om, at risikoen for at jeg er blevet smittet, må være minimal.

Pillerne
Jeg spiser alt i alt 10 piller i løbet af et døgn, fordelt over fire gange. Jeg tager piller kl. 8.00, kl. 16.00, kl. 20.00 og sidste gang kl. 24.00. Pillerne er ru, men ikke forfærdelig store, men jeg skal alligevel hver gang tage mig sammen til at sluge dem.

Det tager mig en til to uger at komme ind i rytmen med at tage pillerne, og det er da indimellem noget ubelejligt. Blandt andet fordi jeg skal faste to timer inden og en time efter, at jeg har spist de piller, som jeg skal sluge tre gange i døgnet, og fordi pillerne gør mig meget træt.

I starten går det rimelig godt med at få pillerne ned, men da jeg er nået til den sidste uge bliver det sværere og sværere at få dem taget. Det bliver det, fordi jeg har fornemmelsen af, at nu er det overstået, og at jeg har haft held med medicinen. Og så fordi jeg efterhånden har fået overbevist mig selv mere og mere om, at risikoen for, at jeg er blevet smittet, er så uendelig lille. Jeg føler mig rent faktisk så sikker, at selvdisciplinen falder enormt. Og de sidste to-tre dage, hvor jeg er på PEP, går det hele lidt i skudder-mudder.

Sammenlignet med, hvad sygeplejersken fortalte, at man normalt har af bivirkninger, når man er på PEP, har jeg stort set ingen. Det eneste, jeg kan mærke, er, at jeg er meget træt i alle fire uger. At jeg har kvalme i en halv times tid efter, at jeg har slugt pillerne. At min mave ikke opfører sig helt som den plejer - jeg prutter og bøvser fx noget mere end sædvanligt og har en fornemmelse af at have Hexia de Trix - hende fra Anders And - og hendes gryde i maven med al den rumlen og de bobler, der stiger op. Men det må vist siges, at jeg slipper nådigt.

Den hiv-test, Rune fik taget efter endt behandling, viste, at han ikke er smittet med hiv.