Hvor effektivt virker PEP?
PEP nedsætter risikoen for hiv-smitte væsentligt. Risikoen fjernes dog ikke helt. Hvor meget risikoen nedsættes,ved man ikke med sikkerhed. Men en undersøgelse i forbindelse med stikuheld tyder på, at PEP nedsætter risikoen for hiv-smitte med omkring 80 procent, i de tilfælde hvor der er overført smitte.
Kan PEP erstatte sikker sex?
PEP forhindrer ikke altid smitte, og PEP kan medføre store ulemper i de 28 dage, man tager medicinen. Derfor er PEP på ingen måde en erstatning for sikker sex. Den bedste måde at undgå hiv-smitte er at følge sikkersex-rådene: Brug kondom og glidecreme, når du boller, og undgå sæd i munden. Glidecremen skal være vandbaseret eller silikonebaseret.
Hvor hurtigt skal man reagere?
Jo hurtigere du begynder med behandlingen, jo større chance er der for, at PEP forhindrer hiv-smitte. Er der gået over 24 timer, siden du var udsat for smitte, kan du normalt ikke få PEP.
Hvor får man en PEP-behandling?
I Danmark kan du få PEP ved at henvende dig til et af de hospitaler, som tilbyder behandling af hiv-positive:
• Rigshospitalet i København
• Hvidovre Hospital
• Skejby Sygehus, Århus
• Odense Universitetshospital
• Aalborg Sygehus Syd
• Herning Centralsygehus
• Kolding Sygehus
• Helsingør Sygehus


